Menu

Kalle-comeback i fodboldopvisning!

image
02. juni 2022 kl. 08:41
Lørdag den 28. maj lagde Baunehøj Stadion i Skævinge græs til en umiddelbart uinteressant kamp.

IS Skævinge tog denne lune lørdag eftermiddag imod rækkens ubesejrede tophold FIF-Hillerød. Det skulle vise sig, at blive en for stor opgave for det unge Skævinge hold. FIF-Truppen til lørdagens kamp: Christoffer Mundt Jeppe Christensen Mathias Højby Andersen Anders Sørensen Thomas Bloch Hansen Mads Helledie Midde Msophe Willer Thomas Sjelle Nicolai Vorsaa Olsen Michael Svarrer Denis Nojinovic Simon Riise Karsten Nielsen Malte Jorge Risted

 

IS Skævinge ligger i skrivende stund på en solid 7. plads i rækken. På papiret må det siges at være en overkommelig modstander. Men fodboldkampe spilles og vindes ikke på papiret. FIF-Hillerød har i løbet af igangværende halvsæson måtte acceptere ethvert topholds lod. For modstanderne er det en pokalfinale når de tage mod FIF på eget græs. Det er en chance for at måle sig med eliten og med garanti en kamp som samtlige modstanderhold er opsatte på at vinde - det er sjovt at drille de store.

 

FIF-Træner, Kalle, lagde i sit taktiske oplæg vægt på, at spillerne ikke måtte gå ud og tage for let på opgaven og at presspillet på dagen er nøglen til 3 point. “Vi skal sidde der i presset i dag, drenge”. Kampens indledning var en rolig affære. IS Skævinge havde på dagen ikke ret meget at byde på. FIF spillede sig uden de store vanskeligheder frem til store chancer. Velspillet angreb med start nede fra en velspillende forsvarskæde, med stor tålmodighed og koncentration. Denis Nojinovic i FIF’s angreb var i 1. halvleg bagmanden bag mange store målchancer. Denis var på dagen dygtig til at falde ned i banen, modtage bolden og skille sig fornuftigt af med den. Stik imod spil og chancer slap en IS Skævinge-spiller afsted i en kontra i kampens første periode. Skævinge-spilleren stormede selvsikkert mod FIF-målet. Selvtilliden led et knæk da det gik op for knægten, at der mellem ham og det frie mål stod en klippe. Klippe eller ej - Skævinge-spillerens afslutning tvang FIF-målmand Christoffer Mundt ud i en vaskeægte klasseredning. En redning som mindede om noget set i Paris senere samme dag.

 

Efter 35 minutter gav overtag i spil og chancer pote. Denis Nojinovic fandt en velspillende Simon Riise med en stikning i dybden. Riise viste i situationen stort overblik og fandt med en veltempereret aflevering en hel fri Midde Willer som med største selvfølgelighed bragte FIF foran 0-1. Middes sæsonmål nummer 17 i lige så mange kampe. FIF kunne gå til pause værende foran.

 

2. halvleg var noget mere begivenhedsrig. Dødboldspecialist Anders Sørensen sparkede i det 50 minut et kvalificeret hjørnespark mod forreste stolpe. Efter tumult i det lille felt faldt bolden ned for fødderne af FIFs balancespiller på den centrale midtbane, Mads Helledie. Mads kunne koldblodigt sende bolden i kassen til stilling 0-2. Fem minutter efter var den gal igen nede i Skævinge-målet. Der blev begået et frispark på Mads Helledie, lige uden for feltet. Et frispark Anders Sørensen fik lov til at tage sig af. Anders valgte frækt at sparke bolden under den noget uortodokse Skævinge-mur og i mål. Et skønt mål som bragte tankerne tilbage til frisparksmål fra Ronaldinho Gaucho anno 2005. Anders var slet ikke færdig med at lave mål. I det 65. minut fandt Denis Nojinovic Anders i det lille felt, som lagde den mellem benene på den efterhånden noget triste Skævinge-målmand. Hård skæbne for den unge målmand, som på dagen ikke fik ret meget hjælp af sine medspillere. Mads Helledie lukkede og slukkede festen i det 75. minut med scoringen til 0-5, som blev kampens resultat. Mads vandt bolden langt oppe på Skævinges banehalvdel og derfra var det en formsag at smække bolden ind over stregen.

 

I kampens døende minutter skiftede træner Karsten Nielsen sig selv ind på den centrale midtbane til stor jubel og glæde for de medrejsende FIF-supporters. Kalle er iøverigt kamprekordholder på FIF-Hillerøds bedste hold. IS Skævinge kom aldrig ind i kampen denne lørdag eftermiddag - holdet virkede til tider decideret uoplagte. Det må betyde løbeture på tirsdag. FIF vinder kampen uden at spille sig helt ud, hvilket kendetegner et klassehold!

Kampens spiller: Thomas Bloch Hansen.

Luk